Børnehuset

 


Vedtægter

Bilag til Sæby Hallenslev Friskoles vedtægt

Generelt
§ 1               
I henhold til § 1 i Sæby Hallenslev Friskoles vedtægt har friskolen efter godkendelse i Kalundborg Kommune hjemmel til at drive en privatinstitution efter reglerne i Friskoleloven og Dagtilbudsloven. Friskolens skolebestyrelse udgør således den ansvarlige bestyrelse for den selvejende institution, der omfatter såvel skole som privatinstitution. Dette sker på grundlag af den vedtægt, som Undervisningsministeriet har godkendt med udgangspunkt i Friskoleloven.
Stk. 2
I henhold til bestemmelserne i dagtilbudslovens § 14 skal forældrene i privatinstitutionen have adgang til at få oprettet en forældrebestyrelse med et flertal af valgte forældre. Forældrebestyrelsen nedsættes i henhold til bestemmelserne i dette bilag til friskolens vedtægt, og forældrebestyrelsen skal varetage sine opgaver inden for det formål og værdigrundlag, der er fastsat i skolens vedtægt.

Formål
§ 2
Fribørnehaven skal i sit daglige virke hvile på oplevelser, udfoldelser og appel til børnenes fantasi. Fribørnehaven skal i hele sit virke søge at udvikle børnene til selvstændige og levende mennesker. Fribørnehaven skal i samarbejde med forældre, børn og friskole skabe rammer, der fremmer børns udvikling, trivsel og selvstændighed. Det pædagogiske arbejde skal medvirke til at fremme børnenes tolerance og medmenneskelighed, i deres opvækst i et samfund med frihed og folkestyre.
Fribørnehaven skal i samarbejde med forældrene sikre en god overgang til skole ved at udvikle og understøtte grundlæggende kompetencer og lysten til at lære. Fribørnehaven skal i samarbejde med friskolen skabe en sammenhængende overgang til skole og pasningstilbud.

Åbningstider

§ 3

Fribørnehaven har åbent 2400 timer/år (ca. 51 timer pr. uge)

Fribørnehaven har normalt åbent på hverdage fra kl. 06.30 til kl. 17.00, fredage dog kun til kl. 16.00.

Stk. 2

Kommunens lukkedage følges, dog tilbydes der alternativ pasning i de sidste 3 uger af Friskolens sommerferie.

Åbningstider kan ændres af bestyrelsen, hvis der er behov derfor. Såfremt der ændres i åbningstiden i nedadgående retning, skal Faglig enhed for Småbørn, Kalundborg Kommune orienteres.


Optagelse og opsigelse/udmeldelse
§ 4
I fribørnehaven optages børn fra 2½ år og indtil skolestart.
Fribørnehaven er normeret til 40 børn.
Førskolegruppen tilbydes i perioden april til august en anderledes hverdag.
Stk. 2   
Forældre kan lade et barn opskrive på en ikke prioriteret venteliste, tidligst når dette efter fødslen er optaget i folkeregistret. Friskolens bestyrelse fastsætter indmeldelsesgebyret. 
Stk. 3
Skoleleder og afdelingsleder optager børn fra ventelisten.   Der tilstræbes en ligelig fordeling på køn og alder i børnegruppen.
Stk. 4
Forældrebetaling sker med en måned forud, hver den 1. i måneden.
Stk. 5
Forældre kan opsige institutionspladsen skriftligt med 1 måneds varsel til den 1. i måneden.
Fribørnehaven kan meddele opsigelse ved restance i forældrebetalingen. Opsigelse kan i sådanne tilfælde ske med en måneds varsel til en måneds udgang. Forinden skal forældrene have modtaget rykkerskrivelse med meddelelse om påtænkt opsigelse.
Stk. 6
Friskolens bestyrelse kan opsige et barn fra en plads i fribørnehaven, hvis barn og/eller forældrene modarbejder institutionens formål og arbejdsmåde.
Stk. 7
En plads i fribørnehaven er ikke samtidig lig med en plads på Sæby Hallenslev Friskole.

Forældrebestyrelse
§ 5
Forældrebestyrelsen består af 5 medlemmer, hvoraf 3 skal være forældre til børn i fribørnehaven.
Stk. 2
Forældrebestyrelsen skal sammensættes af 3 medlemmer valgt af og blandt fribørnehavens forældre, friskolens leder og en ledelsesrepræsentant udpeget af Sæby Hallenslev friskoles bestyrelse. Fribørnehavens daglige leder og en medarbejderrepræsentant valgt af og blandt medarbejderne deltager i bestyrelsesmøderne.
Stk. 3
Fribørnehavens daglige leder og andet personale ved fribørnehaven kan ikke være medlemmer af bestyrelsen og kan kun deldage i valg af bestyrelsesmedlemmer, når de samtidig er forældre til børn i fribørnehaven
Stk. 4
Medlemmer af forældrebestyrelsen vælges for ét år. De tre forældrerepræsentanter vælges på et årligt valgmøde inden udgangen af august måned.
Stk. 5
Genvalg kan finde sted. Der vælges hvert år mindst 2 suppleanter for de forældrevalgte medlemmer af forældrebestyrelsen. Forældrerepræsentanter skal udtræde af bestyrelsen, når de ikke længere har børn i fribørnehaven.
Stk. 6
Forældrebestyrelsen konstituerer sig selv med en formand, næstformand og sekretær. Formanden skal vælges blandt forældrerepræsentanterne, og pågældende er ansvarlig for bestyrelsens indkaldelse og udarbejdelse af dagsorden. Beslutninger træffes med almindeligt flertal. Der føres protokol over forældrebestyrelsens beslutninger.
Stk. 7
Der skal afholdes min. 4 bestyrelsesmøder fordelt jævnt på et valgår
Stk. 8
Den daglige leder af fribørnehaven benævnes afdelingsleder, og pågældende er ansvarlig over for friskolens bestyrelse og friskolens daglige leder.
Afdelingslederen skal i samarbejde med forældrebestyrelsens formand medvirke til forberedelse af møder i forældrebestyrelsen og forelægge emner til drøftelse.
Stk. 9
Forældrebestyrelsen skal fastsætte principper for fribørnehavens daglige virksomhed og for anvendelse af den budgetramme, som friskolens bestyrelse har fastsat til opfyldelse af de mål og rammer, der overordnet er bestemt ved aftalen med kommunen, og ved friskolebestyrelsens prioritering af opgaverne på den samlede selvejende institution.
Stk. 10
Forældrebestyrelsen har indstillingsret, når friskolens bestyrelse skal ansætte daglig ledelse og personale, der primært skal arbejde i fribørnehaven. Forældrebestyrelsen har i øvrigt udtaleret i forhold til alle relevante spørgsmål, og der skal aftales, hvordan udtaleretten udøves i forhold til skoleleder og friskolens bestyrelse.
Stk. 11
I samarbejde med fribørnehavens ledelse og medarbejdere medvirker forældrebestyrelsen ved udarbejdelse af årsplan for det kommende år. Årsplanen skal indeholde overordnede pædagogiske mål, pædagogiske principper, læreplan, konkrete pædagogiske aktiviteter samt mål og handlingsplan for inddragelse af forældrene i institutionens liv og virke.
Årsplanen skal godkendes i Friskolens bestyrelse.

Overordnet ledelse
§ 6
Den overordnede ledelse af fribørnehaven varetages af friskolens bestyrelse. Denne træffer endelig beslutning om ansættelse og afskedigelse af personale, regler for optagelse i fribørnehaven, regnskabs- og budgetforhold, løn- og overenskomstforhold, regler for udmeldelse af børn og fastsættelse af forældrebetaling samt opkrævning heraf. Det er endvidere friskolens bestyrelse, som træffer beslutning om anvendelse af et eventuelt overskud inden for de rammer, der er udstukket i bekendtgørelse om tilskud til friskoler og private grundskoler m.v. og skolens vedtægt.
I tilfælde af fribørnehavens nedlæggelse vil dette ske inden for rammerne af friskolens vedtægt og den kommunale specifikation af krav, som privatinstitutionen skal opfylde.

Tilsyn
§ 7
Kommunen fører tilsyn med fribørnehaven efter reglerne herom.

§ 8
Dette bilag til friskolens vedtægt skal forelægges Kalundborg Kommune til godkendelse. Ændringer besluttes i friskolens skolebestyrelse efter høring i forældrebestyrelsen.

Underskrevet af Sæby Hallenslev Friskoles skolebestyrelse.



Sæby Hallenslev Friskole | Skolevej 6 | 4270 Høng | CVR. 72419618 | Tlf.: +45 58854250 | Email: shf@shfri.dk