Friskolen

Fortælling

Fortællingen er det eneste fag, der samtidig også er sin form.

Den gode fortælling kan tage sit udgangspunkt i den mundtlige fortælling, genfortællingen eller i oplæsningen.
Gennem fortælletimer har skolen til hensigt at give eleverne indsigt i værdier og normer, som vi anser for vigtige at have med som ballast gennem livet. Gennem den mundtlige tradition og fortællingen har mennesker til alle tider kunnet diskutere normer, værdier, moral og leveregler, som har været nødvendige for, at samfund både kunne overleve og udvikle sig, fordi det gav mennesker en fælles værdibaggrund og kulturel identitet. Fortællingen skal tale til fantasien, intellektet og følelsen for at kaste lys over livet og erfaringen. Fortællingen skal bygge på børnenes livshåb, deres livsglæde og deres tanker.

 

Vi anser fortællingen, som en vigtig form for undervisning, og for lærerne er de moralske og værdiladede spørgsmål, som ofte rejses i forbindelse med fortællingen, væsentlige, fordi de danner udgangspunkt for læring og opdragelse.

 

Fortælletimerne skal være med til at udvikle respekt for barnets egen kulturelle identitet, det historiske fællesskab, sprog og værdier og for de nationale værdier og for kulturer, der adskiller sig fra barnets egen kultur. Gennem fortællingen er det vigtigt at børnene forstår, at de er en del af en udvikling præget af generationer og at fortællingen kan forberede dem til at klare sig som voksen og til at tage de problemer op, som det kan møde senere i livet.

 

Fortællingen skal være med til at formidle tilværelsens dybe begreber videre til den generation, der skal overtage verden efter os.

Gennem undervisningen får børnene skærpet både koncentration, deres sans for sammenhænge, et godt sprog og evnen til at lytte.
Det er vigtigt at eleverne oplever det forpligtende samvær, der er forbundet med det at lytte til og være sammen om fortællingen.

Fortællingen kan anvendes på forskellige måder:

  • som udgangspunkt for en diskussion og dialog om værdibegreber, der bl.a. vedrører samarbejde, venskab, ret og uret, solidaritet og retfærdighed
  • som igangsætter for en ægte samtale, hvor man både lytter og taler -hvor det at lytte til andre er som at lytte til sine egne tanker, og hvor det at sige noget er som at indkredse de problemer, som andre har åbnet
  • som inspiration til dramatisering eller rollespil

som igangsætter for elevernes egne fortællinger og anden kreativ aktivitet. Ved at opmuntre eleverne til at fortælle og "digte" historier er vi med til at udvikle deres sprog og kreative evner, og vi stimulerer dem til at kommunikere med andre.



Sæby Hallenslev Friskole | Skolevej 6 | 4270 Høng | CVR. 72419618 | Tlf.: +45 58854250 | Email: shf@shfri.dk