Om os

 


Historie

I 1983 vedtog kommunalbestyrelsen at nedlægge den lille Sæby Hallenslev Skole og lade skoledistriktet sammenlægge med Buerup Skole. Dette var klart i modstrid med borgernes interesser, der ønskede at bevare den nære og lokale skole. En gruppe af initiativrige borgere oprettede således Sæby Hallenslev Friskole, som en protest mod kommunalbestyrelsens beslutning. Det lykkedes at få etableret en friskole.
Gennem årene har skolen udviklet sig på resterne af en kommuneskole med 7 årgange til nu at være en fuldt udbygget skole med børnehaveklasse og 9. klassetrin. Ved oprettelsen af friskolen blev der ikke sat spørgsmålstegn ved institutionen, traditionen eller værdierne. Langt hen af vejen ønskede man blot at bevare skolen under de kendte forhold.
Gennem de 25 år friskolen nu har eksisteret, har den vist sin levedygtighed og fra at være lokalt forankret i et ønske om at bevare en lille folkeskole i byen, har skolen efterhånden bredt sig til et større opland og udviklet sit eget ståsted gennem sin egen selvbeskrivelse.
En lille skole, der er underlagt diverse lovgivninger, markedsøkonomiske problemer og kræfter, står hele tiden i et dilemma mellem det ønskelige og det praktisk/økonomisk realisable. Gennem tiden har der selvfølgelig skulle træffes en række valg og dermed fravalg. De mange valg er truffet i en konstant vekselvirkning mellem den kultur, den var skabt i og den kultur, den har været med til at frembringe.
Gennem de 25 år har skolens vedtægter været til revision adskillige gange, men hver gang har den siddende bestyrelse og generalforsamlingen besluttet, at skolens formål skulle stå uforandret. Vi arbejder derfor stadig efter de målsætninger og værdier, der blev indfældet i skolens vedtægter i 1983. Her står der, at skolen skal opbygge et undervisningsmiljø, hvor det enkelte barn er i stand til at forholde sig refleksivt og lærende. Når vi gennem skolens formål ønsker at give plads til at forberede eleverne til at kunne tænke kritisk, være skabende, tænksomme og vurderende her og nu og i fremtidens samfund og når vi vil tilgodese børns forskellige faglige niveauer, børns forskellige resurser for at skabe og udvikle sig sammen og deres forskellige personlige tilgange til det at lære om verden og sig selv, må det have nogle konsekvenser for måden vi indretter vores hverdag og i valg af indhold i skolen.
Gennem vores ”tid” har vi opbygget en tradition for, både fordi vi er en lille skole og fordi vi er på vej, at ”eksperimentere” med undervisningens indhold og form. Vi kunne således i august 2002 præsentere vores nye undervisningsstruktur. Vi har gennem den nye struktur bestræbt os på, at skoledagen og skoleåret er tilrettelagt på en sådan måde, at indholdet giver eleverne faglighed, oplevelser, udfordringer, indblik og sammenhæng. 

I august 2009 kunne vi åbne vores lille fribørnehave. Efter kommunesammenlægningen fik vi mulighed for at købe Skolevej 2 med tilhørende gammel, veltilgroet have og nabomatrikelen. Bygningen, som oprindelig var en lærerbolig, havde i mange år huset PPR. Gennem en gennemgribende renovering og ombygning har vi i dag en velindrettet og funktionel børnehave med plads til 28 børn. Vi har senere fået godkendt yderligere 14 pladser i vores SFO bygning.  




Sæby Hallenslev Friskole | Skolevej 6 | 4270 Høng | CVR. 72419618 | Tlf.: +45 58854250 | Email: shf@shfri.dk