Forældretilsyn
Hvad er forældres tilsynspligt (iht. Friskolelovgivningen)?
Som forælder til et barn i friskolen er det dit eget ansvar at sikre, at undervisningen på alle andre områder end dansk, engelsk og matematik er på højde med Folkeskolens.
Tilsynet med det faglige niveau i dansk, engelsk og matematik varetages af en tilsynsførende, som vælges på generalforsamlingen. Det er dit ansvar at tilse, at skolens aktiviteter overholder nedenstående målsætning.
Hvad vil vi med undervisningen på Sæby-Hallenslev Friskole?
- Skolen skal give eleverne mulighed for ved afslutningen af skolegangen at have opnået samme faglige niveau, som hvis de havde gået i Folkeskolen.
- Undervisningen skal i løbet af skolegangen som minimum omfatte Folkeskolens fag, men hvor de enkelte fag og emner kan integreres i tværfaglig undervisning, projektorienteret undervisning m.v.
- Vi lægger vægt på hensynet til den enkelte elevs læring og sociale udvikling.
- Vi søger at fremme respekten for fællesskabets værdier og nødvendighed; herunder konfliktløsning, samarbejde, og demokratiske beslutningsprocesser.
- Vi forsøger gennem nær kontakt mellem børn, forældre, bestyrelse og ansatte at skabe de bedste muligheder for læring og trivsel.
- Vi lægger vægt på, at alle bidrager til at skabe et positivt, trygt og tillidsfuldt arbejdsmiljø.
- Vi forsøger at skabe en hverdag, hvor vi veksler mellem på den ene side faglig systematik og på den anden side fantasi, selvudfoldelse, selvstændighed og handledygtighed.
- Vi bestræber os på at få de praktiske og musiske dimensioner til at indgå med stor vægt i hele skolens undervisning.
- Vi forsøger at fastholde børnenes livslyst og lyst til at lære.
Hvordan opfyldes forældrenes tilsynspligt?
Tilsynspligten kan blandt andet opfyldes ved at:
- Deltage i forældremøder.
- Deltage ved elev-forældresamtaler.
- Besøg på skolen i undervisningstiden.
- Deltage i arrangementer på skolen.
- Deltage i skolens generalforsamling/læse årsberetningen.
- Følge med i børnenes daglige skolegang.
- Følge med i Månedsnyt og klassenyt.
Hvad gør du, hvis du mener, at skolen svigter sin målsætning?
Henvend dig til læreren, skolelederen eller bestyrelsen.