Læreplaner
Med afsæt i vores grundlæggende værdier, anser vi det enkelte barn som unikt, og sikre det gode børnemiljø ved en forudsigelig og tryg hverdag. Vi arbejder anerkendende med barnet og dets families forskellige forudsætninger, hvilket afspejler sig gennem den daglige og tætte kontakt. Ved at blive mødt af anerkendende og tydelige voksne, styrkes barnets identitetsdannelse.
I Fribørnehaven og i vuggestuen inddrager vi læreplanerne i vores pædagogiske arbejde ved at lave aktivitetsbeskrivelser, der tager højde for alder, mål, middel, evaluering og børnemiljø. Der bliver taget højde for de forskellige børns styrker og svagheder i udarbejdelsen af aktivitetsbeskrivelser. Vores primære opgave er at skabe en tryg hverdag med masser af gentagelser og forudsigelighed. Den daglige dialog og samarbejde mellem personale og forældre vægtes også højt.
Vi udarbejder hvert år et årshjul med temaer og aktiviteter, der skiftevis inddrager alle de 7 områder, der er beskrevet i vores læreplaner. Årshjulet er et internt arbejdsredskab, som sikrer, at årets arbejde er fyldestgørende. Der ud over arbejder vi med ugeplaner, der beskriver ugens aktiviteter. Aktivitetsbeskrivelserne danner rammerne for den pædagogiske praksis og ændres i takt med børnegruppen og dens behov.
Det er i fællesskabet barnet oplever inklusion og dermed også de bedste muligheder for læring. Aktivitetsbeskrivelserne udarbejdes løbende gennem året og er tilgængelig på vores hjemmeside. Beskrivelser udarbejdes ved brug af en skabelon, der også bruges i det pædagogiske arbejde på Friskolen.
Børnemiljøet bliver også inddraget i evalueringsfasen efter et længerevarende aktivitetsforløb, eller i det daglige i forbindelse med valg af sang, bog m.v. På denne måde vokser barnets forståelse for demokrati og medbestemmelse. Der arbejdes desuden med børnemiljøet i vores forældreråd via Dagtilbudstermometeret fra DCUM hvert 2. år. Der har, gennem disse undersøgelser, ikke været problemstillinger, der har krævet særlig opmærksomhed. Resultatet af undersøgelsen fra DCUM, kan læses på hjemmesiden.
Læreplanerne evalueres hvert andet år i personalegruppen og knytter sig ikke egentydigt til de aldersinddelinger, der er beskrevet.